2023

Lille Bogdag 2023: 13.-14. maj på Johan Borups Højskole. Over 50 små forlag & tidsskrifter og over 50 optrædende på scenen

Lille Bogdag 2023 = den bedste Lille Bogdag. Nogensinde! En festival som Lille Bogdag er i virkeligheden et kæmpemæssigt sammenskudsgilde, der kun kan lade sig gøre med kærlighedens matematik: At summen er så uendelig meget større end de enkelte dele. Så TAK:

Til alle jer der kom forbi og snusede, snakkede, lyttede, læste, lo, spiste, klappede, købte, festede, tak! Og tak til solen der var med os hele weekenden, bragede ind ad alle vinduer, spillede i kanalen og hang med os i gården, tak, sol! Tak til alle forlag & tidsskrifter (hurra for jer!), tak til forfatterne der læste op fra scenen (wuhu!), forlæggerne, oversætterne, formidlerne, kunstnerne, der tegnede og fortalte, og til musikerne der kom og fik alt til at vibrere, tak skal I ha!

Og tak til vores altid formidable lydtekniker-extraordinaire Bjarke Slot og til Frej Rosenstjerne for endnu en gang at indfange Lille Bogdags ånd så mesterligt i sine billeder (se selv!). Tak for kaffe! I helt konkret forstand, tak for total luksus kaffe, Sideburns Coffee. Og tak for mad, DIN NYE VEN. Og tak til Johan Borups Højskole for at huse det hele, og alle jer der gav en (h)ånd med, hurra for jer! Og tak til skolens elever der berigede dagene med nyskrevne fællessange, oplæsninger og zinekunst.

Vi glæder os allerede til næste år, hvor vi har 10-års-jubilæum.

Kh Lille Bogdag-bandet aka Ana Stanicevic, Christel Sunesen, Karen Elsebeth Jensen, Lars-Emil Foder, Mads Skovgaard Holm, Rikke Oberlin Flarup & Sara Amrani

Fotos: Frej Rosenstjerne